En pionerindsats for biodiversitet og fuglenes vilkår
Karen Blixens fuglereservat, bedre kendt som Karen Blixen Museum Rungstedlund, er meget mere end et forfatterhjem og et museum. Det er et sted, hvor det er biodiversiteten og fuglene især der ”bestemmer” hvordan naturen bliver holdt og ser ud. Sammen med nogle af tidens dygtigste naturfolk etablerede Karen Blixen et fuglereservat i sin 15 hektar store baghave. Et frodigt, vildt og mangfoldigt levested for trækfugle og hundredvis af andre arter samt et åbent rum for storbyens folk, Det Jordløse Folk, der kunne finde et fredfyldt åndehul. Naturen på Rungstedlund rummer alle biodiversitetens væsentlige elementer trods sit relativt overskuelige areal, fra krat og frugttræer, dam og vandløb, åbne græsningsarealer med heste og køer til vildskov, hvor træerne får lov til at blive liggende når de vælter.
Alle de ”hotte” termer, som giftfri have, dødt ved, høj biodiversitet, kvashegn og urørt skov, sørgede Blixen allerede for at leve efter til trods for at de endnu ikke var formuleret på hendes levetid. Hendes tankegang om naturen var fremadskuende, og det var hendes handlinger også.
“Jeg vil gerne tænke mig Rungstedlund i Fremtiden i mange Aar kunde være et Aandehul midt i en stor By. Og fordi Trækfuglene paa Rungstedlund har betydet meget for mig, har jeg forestillet mig det som et Fuglereservat, et rigtigt Paradis for Fugle som søgte hertil tværs over Verdenshave. For at ikke trækfuglene et forår skal komme fra Amanzimtoti og finde asfalt og fliser, hvor der før var skovbund.“
Karen Blixen i Rungstedlund. En radiotale fra 1958
En fortællers mission – en uvurderlig gave
Når man læser Karen Blixen (1885-1962), er det ikke svært at få øje på at hun var fascineret af naturen. Overalt, lige fra hendes fantastiske fortællinger, hendes breve til familie og venner, samt til essays og hendes liv, finder man beskrivelser og tanker om naturen. I et brev fra 1954 til hendes ven litteraturforsker Aage Henriksen skrev hun bl.a. ”Og angående mit forhold til naturen; Jeg kan slet ikke se, at der er nogen Grænse mellem Naturen og Mennesket”. Den gamle tro om, at vi er hævet over naturen, og at naturen og dyrene i den er til for vores skyld, hang i stor stil stadig ved, da Blixen levede og gør det desværre også mange steder stadig. Dette var hun meget bevidst om, især i de senere år af hendes liv.
Vejene blev større og flere, asfalten nærmest formerede sig hen over landskabet. Bilerne og husene fik lov til at fylde mere og mere på bekostning af den vilde natur. Selv i haverne blev græsset kortere og træer og buske fældet for at lave uafbrudte rækker af pyntelige villaer, med de rigtige former for blomster og lige linjer så det var let at komme til. Vi havde tæmmet naturen i Danmark. Her lagde hun mærke til at den vildskab som dyrene, og især fuglene havde brug for var ved at gå tabt. Hun allierede sig med nogle af tiden dygtigste naturkyndige mennesker og satte sig for at lave hendes grund om til et fuglereservat. Et åndehul for trækfuglene og det Jordløse folk.
Hun oplevede selv at hendes yndlings fugl forsvandt fra området, nemlig nattergalen. Den var helt speciel for hende, og den fugl der hyppigst optræder i hendes litteratur. I hendes barndom og ungdom varslede nattergalen forårets komme, efter sigende ankom den til Rungstedlund hvert år den 8. maj. Hvert år stod hun derfor tidligt op om morgenen for at høre dens smukke sang, som senere sætter scenen for flere af hendes fortællinger – ”Nattergalen kom, og forvandlede hele Verden til Violin” (Syv Fantastiske Fortællinger, Digteren, 1935). Men da det udefra blev påbudt at der skulle ryddes op i krattet og på de fugtige steder på grunden, forsvandt den lille brune fugl der elsker moser, ellekrat og tæt buskads. Til hendes død tog hun hvert år ud for at finde nattergalen i de nærtliggende skove, men fandt den desværre ikke igen på Rungstedlund.
I 1958 holdt hun sin nok mest berømte tale, Rungstedlund. En radiotale, hvori hun udtrykte sin kærlighed for naturen, sin frygt for dens indsnævring og mulige undergang, historien om Rungstedlund og hendes planer for grunden. Her fortalte hun at hendes egne penge og fremtidige indtjening skulle gå til at fuglereservatet kunne blive en realitet. Da hun gerne ville vide om resten af Danmark var interesseret i hendes fortagende, spurgte hun efter en donation på 1 krone, hun ønskede ikke mere, da hun gerne ville vide hvor mange der ønskede det samme som hende. Hvor mange der også elskede naturen som hende. Omkring 85.000 danskere postede 1 krone plus gebyr og porto, så reelt set 1,32 kr. og med hendes egen sparsomme formue kunne hun så føre hendes drøm ud i livet. Dette skabte Rungstedlundfonden der i dag sørger for at fuglereservatet forbliver som det skal.
Sammen med nogle af de dygtige naturfolk hun omgav sig med, bl.a. arboretforstander i Hørsholms Arboret Dr. Syrach-Larsen og ornitolog Finn Salomonsen, som senere skrev værket Karen Blixen og Fuglene sammen, lagde hun planer for hvordan man allerbedst kunne tjene fuglene på grunden. Der blevet fjernet dræn, plantet arter der specifikt passede til nattergalen og de andre fugle, som der før havde levet på grunden og meget mere.
Biodiversiteten der sætter dagsordenen
I tidens løb har man især holdt øje med fuglenes udvikling på Rungstedlund, både da Blixen levede og ved de efterfølgende ornitologer og natureksperter der har undersøgt naturen og ringmærket fuglene. Og kigger man på den historiske data kan man se en ændring i bestanden af fugle, som tyder på at hendes tiltag ikke har været forgæves. Arter som stor flagspætte og træløbere trives i stor stil nu, men var i 60’erne kun gæster der kommer med års mellemrum. I dag kan man endda se deres reddehuller over Blixens gravsten i det 300 år gamle bøgetræ.
Dr. Syrach Larsen undersøgte træerne i 50’erne og 60’erne og prøvede at resonere sig frem til alder, sammensætninger og historie på grunden ud fra planterne. Her fandt han frem til at træernes alder og skovens bevoksninger med en broget og uregelmæssig sammensætning af træarter viser at der formentlig ikke var sket store forstlige indgreb før i tiden, men at der primært kun har været hugget lidt træer til brænde og lignende. Så selvom i Fuglereservatet ser meget anderledes ud i dag, så er det mest fordi det har fået lov til at stå med et minimum af indgreb og fordi der ikke mere bliver ”ryddet op” i skovbunden, som da nattergalen forsvandt.
De arter som typisk bliver kaldt ukrudt, men som ofte bare er gamle danske arter som vi ikke gider at forholde os til, får lov til at få sin plads i Fuglereservatet. Her går kreaturerne uden om tidslerne, men insekterne sværmer om dem og de andre blomster der får lov til at følge deres naturlige rytme. Selvom Karen Blixen ville skabe et åndehul, et paradis, for fuglene, så skabte hun så meget mere. I dag har vi utallige arter, mange er almindelige, men for hver undersøgelse vi laver, finder vi arter som vi ikke havde fundet før. Både almindelig og sjældne arter har sin plads her, alt fra stor vandsalamander til bulet muddermos, fra løvemundblomstertæge til broget fluesnapper. Fuglereservatet er altid åbent og dyr, planter, svampe og alt derimellem vil altid finde en plads der. Måske en dag også nattergalen vil finde sin vej til Rungstedlund igen, hvem ved.
Blixen og fugleperspektivet
Da Karen Blixen begyndte at lave fuglereservatet, vidste hun godt at ikke alle ville forstå hendes mission og beslutning. Som hun selv siger det i Rungstedlundtalen:
”Det er blevet sagt mig, at det var ”udemokratisk” at lade et areal stort nok til 300 rækkehuse ligge hen – som det hedder – til ingen nytte. Jeg kan undertiden synes, at dansk ”demokrati” holder hånden over de folk, som egentlig ikke behøver det, mere end over dem, som har virkelig behov derfor – jeg synes, at det holder hånden over automobilerne fremfor over cyklisterne.”
I dag er det svært at være uenig med hende, og dog ser vi gang på gang hvordan naturen bliver tilsidesat for mennesket. Hvordan mennesket på få øjeblikke kan annullere flere millioner års evolution. Til trods for at vi alle ved at dette er realiteten, så bliver vi ved. Et dansk eksempel er Amager Fælled der pga. gamle aftaler og tanker skal indskærpes, så der kan komme rækkehuse, og som Blixen beskriver det om sin grund ”i de 300 rækkehuse kunne trives meget foretagsomhed og familielykke.”, men er det det værd? Og De ”som ikke selv ejer jord, vil komme til at bevæge sig ad fliser uden nogensinde at føle grønsvær under sig eller løv over sig, og uden noget sted at møde den stilhed, der engang tillod mennesker at ”høre fuglesang, som hjertet kunne røre”. Det er generelt svært for mennesket at lade være med at pille ved verdenen omkring os, og dette ses tydeligt rundt omkring i verdenen.
Finn Salomonsen skrev i bogen Karen Blixen og Fuglene ”Der opsendtes veklager og råbtes vagt i gevær så tidligt som i 1880-erne, deriblandt af Karen Blixens egen fader, og der råbes i dag kraftigere end nogen sinde. Men de svundne dage er borte, råbene er forgæves. Naturens undergang i vesterlandet er ved at blive en realitet, begrædt kun af de få; Danmark er en af de førende i udviklingen.” Dette blev skrevet i 1964, og vi er i dag ikke blevet meget bedre. Vi er dog ved at tage ved lære, og flere og flere vil gerne gøre som Blixen. Sprede kærlighed til naturen og gøre sit på sin grund og på vores fælles areal. Der er lang vej endnu, men Blixens fuglereservat er et eksempel på hvordan man som enkelt person kan alliere sig med venner og rykke verdenen en have ad gangen.
Karen Blixen gik forrest, før vi andre anede, hvor afgørende det er at tage vare på vores natur.
Hvis en kvinde kan skabe et paradis for fuglene, et mangfoldigt sted med plads til alle, fra små insekter til enorme asketræer, hvorfor skal vi så ikke kunne udrette store ting for planeten, hvis vi står sammen?
Dette har i uddrag været udgivet som en artikel til Verdens Skove i 2022.