FORMIDLING

Som generalist har jeg en bred viden og stor interesse inden for biologien. Jeg sætter gerne flere forskellige fagområder sammen og er utroligt fascineret af menneskets plads i naturens sammenhænge.

I min karriere som biolog og naturformidler har jeg haft særligt fokus på den danske natur, vertebrater (pattedyr, fugle, padder, krybdyr, fisk), hvordan man undersøger naturen, mytologier, dyrs adfærd og følelser samt menneskets interaktion med naturen.

Jeg afholder forskellige typer af foredrag og workshops, og min pallette er altid i udvikling. Så skriv og fortæl mig, hvad du leder efter eller hvad du gerne vil lære om, så udvikler jeg gerne et tilbud efter dine ønsker.

Når det kommer til formidlingen af natur, mener jeg at åben dialog er et af de stærkeste værktøjer. Derfor gør jeg en dyd ud af at opfordre til spørgsmål og forundringer undervejs. Mine foredrag er båret af spændende fakta og små anekdoter. Jeg har desuden altid forskellige genstande med, såsom udstopninger, fossiler eller andet godt fra gemmerne.

Se gerne nærmere på lidt af det, jeg har fortalt om og hvilke typer af workshops, jeg har afholdt. Lad dig inspirere og kontakt mig gerne, så vi sammen kan finde ud af, hvordan et foredrag eller en workshop kunne udformes til dig og dine behov.

Book et foredrag eller en workshop

Foredrag

Køn og identitet i naturen

I naturen er køn og identitet ikke helt så simpelt, som det ser ud, eller som vi mennesker kan finde på at gøre det. Der findes svampe med over 23.000 køn, dyr, der kan skifte køn, hunner der styrer hele samfund og meget mere. I dette foredrag vil vi se nærmere på alt fra svampe og klovnfisk til hyæner og Gelada-aber.

Mennesket har en tendens til at sætte alting i kasser, også naturen. Vi kategoriserer naturen på baggrund af vores holdning til den, men vores natursyn ændrer sig hele tiden, og det betyder desværre, at vi kan have svært ved at se naturen for det, den er.

Dette foredrag har jeg afholdt på Gentofte Hovedbibliotek

Dyrs følelser

Mennesket holdning til dyr og dyrenes verdensopfattelse har ændret sig igennem tiden. Selvom det er svært at undersøge følelser, så er der i dag ikke en eneste følelse, man ikke har kunnet identificere hos minimum en dyreart. Aber med retfærdighedssans, krebsdyr med angst, sørgende hunde og meget mere.

Foredraget Dyrs følelser har jeg bl.a. afholdt som online foredrag under corona-epidemien hos Gentofte Hovedbibliotek.

Miljø-DNA og Kamerafælder

Kamerafælder og miljø-DNA er nogle af de bedste og mindst invasive undersøgelsesmetoder, man kan gøre sig i, når man vil undersøge naturen.

Med kamerafælder er det let at observere dyrene i deres naturlige habitat, deres adfærd og gruppeinteraktioner.

Nogle dyr er særligt vanskelige at få lov til at observere. Miljø-DNA tillader os at påvise tilstedeværelsen af netop disse dyr ved at undersøge den rest-DNA, de efterlader.

Begge undersøgelsesmetoder er komplekse og kan derfor splittes op i to foredrag. For eksempel egner kamerafælder sig særligt godt til mindre børn, mens miljø-DNA kan være lidt svært for de mindste børn at forstå.

Dyr igennem året

Dette emne bestemmes af, hvornår på året, foredraget afholdes, så vi eventuelt kan gå ud og observere naturen sammen i en foredrags/naturvandrings kombination.

Hør om, hvordan de dyrene klare sig i de kolde lande om vinteren. Vi vil tale om adfærd, udseende, lyde og meget andet. Hvorfor skifter nogle dyr farve i løbet af året? Hvorfor er der nogle dyr der går i hi, mens andre holder sig vågne? Hvorfor flyver nogle fugle over land og vand i søgen efter varmere lande, mens andre bliver i vinterkulden?

Dette foredrag har jeg bl.a. afholdt på Gentofte Hovedbibliotek med fokus på Nordens dyr igennem alle årstider.

Fabeldyr – myter eller sandhed?

Der findes mange fantastiske fabeldyr, som i dag forbindes med fantasi og sjov, men som engang blev betragtet som ganske virkelige væsener.

Er der en grund til, at vi har troet på eksistensen af fabeldyr? Findes der dyr, som kan forklare disse myter?

I dette foredrag taler vi om griffe, minotaurer, havfruer, kykloper og meget mere. Bliv klogere på, hvordan de vilde mytologier blev en del af menneskets verdensopfattelse.

Jeg har bl.a. afholdt dette foredrag på Gentofte Hovedbibliotek for hele familien.

Naturvandringer

Kom med på en vandring i naturen, hvor vi sammen vil betragte og tale om naturen.

Naturvandringer kan foregå mange steder, i nærheden af din skole, i en skov, på stranden, i et åbent naturområde eller lignende.

Mens vi ser på naturen, vil jeg dele ud af min viden, sjove fakta og anekdoter. Naturvandringen er en skøn måde at lære om naturen og sætter ingen krav til deltagerne.

Få steder kan det kræve tilladelse, men det tager vi som det kommer.

Workshops

Biolog for en dag

Som biolog kan man lave mange forskellige ting, alt fra at dissekere fisk og undersøge deres organer, til at kigge i mikroskop på bjørnedyr, samt artsbestemme dyr fra kranier og knogler til at undersøge naturen omkring os med kikkert og lup. For en dag kan man i selskab med mig få lov til at afprøve lidt at disse metoder og se om biologi ikke at noget for én. Jeg blander gerne noget kreativt ind med at lave tryk, tegne eller lignende. Dagen vil være en blanding af mindre foredrag, quiz og praktiske øvelser, en gåtur i naturen omkring jeres sted m.m..

Alt efter jeres behov kan dette laves i større og mindre format, med mange eller få øvelser og i forskellige aldersgrupper.

En heldags (9-15) workshop er blevet afholdt på Gentofte Hovedbibliotek, som en del af konceptet Aktiv Ferie, hvor der var fokus på fisk og dyr i Norden.

Videnskabelig illustration

Undervisning i at tegne flora og fauna ud fra udstopninger og lignende med udgangspunkt i anatomi og priktegning.

Denne workshop stiller lidt højere krav til de deltagende end de andre. Du skal have erfaring med tegning og lyst til at lære mere.

Jeg har undervist i videnskabelig illustration i et halvt år på Copenhagen International School (CIS) samt afholdt workshops på Statens Naturhistoriske Museum (SNM).

Tegn, lyt og lær om dyrene

Tegn efter udstoppede dyr, mens jeg fortæller historier om de dem og deres liv. Her er der god mulighed for at stille spørgsmål eller bare fordybe sig i at tegne og lytte.

Til de helt små kan jeg forberede tegninger til farvelægning i et ønsket tema. Der er ingen alderskrav og hele familien, klassen eller lignende kan deltage.

Tegn og lær om dyreriget

Med udgangspunkt i et bestemt tema vil vi tegne efter udstopninger og lære om dyreadfærd. Jeg hjælper alle dem, der har lyst til at lære at tegne (både børn og voksne), men der er ikke krav til stilart, niveau eller alder. Målet her er helt op til den individuelle tegner.

Til de helt små kan jeg forberede tegninger til farvelægning i et ønsket tema. Der er ingen alderskrav og hele familien, klassen eller lignende kan deltage.

Denne workshop har jeg bl.a. afholdt på Langeland Bibliotek, Roskilde Bibliotek og Jyllinge Bibliotek.

Dyr og børnebøger

Inspireret af forskellige børnebøger som f.eks. Bennys Badekar, Cykelmyggen Egon eller Dyrene i Hakkebakkeskoven tegner vi efter de dyr, der er illustreret og prøver at tegne vores egne karakterer i stil med dem i bogen.

Denne workshop indeholder masser af spændende biologi og sjove historier.

Jeg forbereder gerne tegninger til farvelægning til de helt små.

Denne workshop har jeg før afholdt på Gentoftegade Bibliotek for familier og Roskilde Bibliotek for børnehavebørn. Der er ingen alderskrav og hele familien, klassen eller børnehaven kan deltage.